luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere
Red Mustang

Red Mustang

50 ÅRS JUBILÆUMS SHOW


På den danske rockscene findes i dag kun få bands hvor man med rette kan bruge betegnelsen ”musikkens grå guld”. De fleste tresserbands består af et par originale medlemmer, samt et supplement af unge musikere. Tilbage står vi med en god håndfuld kendte bands, som f.eks. Rocking Ghost, Sir Henry og The Cliffters. I skyggen af disse bands er der nogle få semiproffessionelle grupper som ikke fik det store gennembrud på det danske plademarked, men som stadig holder liv i musikken.

Et af disse bands er Red Mustang, som blev kåret som danmarksmestre i pop/beat 1968. I årene efter var bandet et af de mest eftertragtede klubbands i Danmark, og det blev til nogle år med rigtig mange arrangementer, hvoraf en hel del var i Tyskland. I 1971 blev Red Mustang opløst, da nogle af medlemmerne skulle aftjene deres værnepligt.

Med et par singleplader og en masse gode oplevelser i bagagen, sluttede første kapitel i et utroligt aktivt musikliv. I 1988 startede den såkaldte tresserbølge. Red Mustang blev på opfordring gendannet. De kom på plakaten med mange af de populære navne fra den tid her i blandt The Searchers. Dette blev starten på kapitel 2 i deres karriere, dog uden to af de oprindelige medlemmer. Red Mustang allierede sig i stedet med to nye medlemmer fra et andet af tressernes populære bands, nemlig Benne og Store fra Akropolis som i 1979 udkom med lp’en ”Half A Million Hours Symphony”.

Siden da har Red Mustang udviklet sig til at blive et band der virkelig får deres musik ud over scenekanten, og som man kan tåle at se og høre igen og igen. Der er en smittende glæde og energi på scenen, som er blevet værdsat på mange af de danske tresserfestivaler.

Her har de været på plakaten med mange af tressernes store ikoner som f.eks. Swinging Blue Jeans, Mungo Jerry, Chris Normann, The Searchers, The Tremeloes, Fortunes, Mersey Beats og Hermans Hermits. Der skal mod og mandshjerte til at lukke en festival med sådan nogle navne på scenen, og det har Red Mustang. I kraft af deres erfaring og repertoire holder de på publikum til sidste minut, og sætter et flot punktum for festivalen. 

Det tredje kapitel i historien om Red Mustang blev skrevet i 2005, hvor STV stillede med det helt store udstyr, og forevigede en koncert med det ”grå guld” i aktion, på Tresser-festivalen i Kolding. Optagelsen blev udgivet på en dvd, som Red Mustang ved siden af salget også bruger som et salgsværktøj, der viser det grå guld i aktion, og herved dokumenterer, at man aldeles ikke færdig med det heftige liv på scenen, og stadig formår at begejstre de unge, selv om man er blevet lidt grå i toppen.

Red Mustang er ikke det man kan kalde et traditionelt tresserband, det fremgår tydeligt af deres repertoire, som består af hits og klassikere fra bl.a. Queen, Joe Cocker, Beatles, Free, Dr.Hook,Gary More, U2, Alvin Lee, Deep Purple, Status Q, Steppenwolf, Spencer Davis Group, Robert Palmer, Tina Turner, Bryan Adams, Booker T, Alannah Myles, Procol Harum og ikke mindst Pink Floyd.

Hvordan fremtiden tegner sig for Red Mustang kan vi kun gætte på, og vores gæt er, at der i de næste år stadig vil stå Red Mustang på mange plakater rundt om i landet, da det på ingen måde er et band der lider af metaltræthed.

Når man spørger Red Mustang om hvad de værdsætter mest når de er ude på job, så er svaret, at det er når publikum efter koncerten siger… Tak for denne gang, vi ses helt sikkert igen!

Dato
søndag 14. maj
Genre
Pop/Rock
Koncert start
15:00
Dørene åbner
14:00
Arrangør
MusikKolding
Pladser
Siddepladser
Forsalg
100,-
Dørsalg
100,-
Køb billet

#godsetkolding


Find vej