Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter + Aarhus Jazz Orchestra
-
fre. 21 feb. 2025
- Dørene åbnes
- - 19:30
- Koncert
- - 20:00
Godset, KoldingSiddepladserA+ Billet - over 25 år DKK 225,00
Der er ikke mange, der som forfatteren Søren Ulrik Thomsen kan sætte ord på tilværelsen. I sin stærkt anmelderroste ”En hårnål klemt inde bag panelet” sidder man som læser åndeløst og spørger sig selv, hvordan han så rammende kan beskrive vores levede liv, så man pludselig bedre forstår sig selv. Nu har bogen dannet udgangspunkt for et nyt musikalsk værk med samme titel – et værk komponeret af Mikkel Borrisholt Grevsen til Aarhus Jazz Orchestra og Det Glemte Kvarter med Søren Ulrik Thomsen selv som fantastisk og karismatisk oplæser. Her møder nyskabende tonesprog i form af reflekterende lyrik i bogform rytmisk orkestermusik på en måde, du garanteret aldrig har oplevet før. For de sætter elektrificerende lyd til en helt igennem elektrisk bog, så det slår gnister!
Line up:
Søren Ulrik Thomsen: oplæser
Det Glemte Kvarter: musik
Aarhus Jazz Orchestra: musik
Jan Lynggaard Sørensen: dirigent
Mikkel Borrisholt Grevsen: komponist
Christian Balvig/Mikkel Borrisholt Grevsen: arrangementer
Christian Balvig: noder
Om Søren Ulrik Thomsen
Søren Ulrik Thomsen har siden debuten med ”City Slang” i 1981 haft en særlig status blandt både læsere og kritikere. Thomsen har bevæget sig fra at erfare et mytologisk storbymiljø i 1980’erne over et mere religiøst og erkendelsesmæssigt rum i 1990’erne til at opnå en status som en nærmest folkelig poet i 2000-tallet. Efter ni års pause udgav han i 2011 digtsamlingen ”Rystet spejl”, og i 2016 er han aktuel med tekstsamlingen ”En hårnål klemt inde bag panelet”. Søren Ulrik Thomsens forfatterskab er en enestående samling af poetiske, kloge og sanselige digte, som i samklang med essays og poetikker vidner om et vægtigt og uomgængeligt forfatterskab. Senest udkom erindringsessayet Store Kongensgade 23 (2021).
Om Mikkel Borrisholt Grevsen
Musiker og komponist, Mikkel Borrisholt Grevsen arbejder frit mellem genrer. Tværæstetikken har altid fyldt meget i hans kunstneriske virke, som morpher fra enkelte solo-aktiviteter til større tværgående samarbejder. Udover samarbejdet mellem Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter står han bag - bandet INTET ALTID (m. digter Caspar Eric) og soloprojektet figur, som pt arbejder på en ballet og på et nyt bestillingsværk for figur og Bjarke Mogensen (akkordeon). Han er desuden idemand bag formaterne Digte & lyd, Klassisk på Kyssetrappen, Klassisk på Kajen og Klassisk på Kanten.
Om Det Glemte Kvarter
Søren Ulrik Thomsen og Det Glemte Kvarter har arbejdet sammen siden 2010 og har i 13 år skabt en ny indgangsvinkel til sammensmeltningen af musik og litteratur med inddragelse af scenekunst, filmkunst, rytmisk- og klassisk musik. De har skabt et kompromisløst, tværæstetisk univers gennem bl.a. samarbejde med anerkendte kulturinstitutioner som Århus Sinfonietta og Den Frie Udstillingsbygning, har udgivet 4 albums samt spillet et hav af koncerter og bl.a. vundet en Danish Music Award for deres samarbejde. I 2022 var Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter aktuelle med 2 albumudgivelser, ligesom de var aktuelle med deres audiopoetiske værk (installation og forestilling) ”Et øjeblik var det som om alt dette skulle forsvinde”, som stod udstillet og blev fremført på Den Frie Udstillingsbygning.
Om Aarhus Jazz Orchestra
Aarhus Jazz Orchestra blev grundlagt i 1977 af Jens Klüver og har udviklet sig fra et hobby-bigband til et af de førende bigbands på den skandinaviske jazzscene. I 2012 skiftede orkestret navn og udvidede sit virkeområde med koncertvirksomhed, formidling og talentudvikling på tværs af genrer og aktører. Orkestret spiller over 80 koncerter om året, henvendt til et mangfoldigt publikum i alle aldre. Med nogle af de bedste musikere på den danske jazzscene har orkestret samarbejdet med store jazzikoner og vundet flere priser, herunder ved Danish Music Awards Jazz og JazzDanmark-prisen. Støttet af Aarhus Kommune og Statens Kunstfond er Aarhus Jazz Orchestra det eneste rytmiske basisensemble i Danmark.